Find dit mod frem og vis verden, hvem du er. 

Det modsatte af at være autentisk er

  1. At forsøge at være som andre og gemme dig selv væk. Du tror ubevidst, at du skal ligne eller lægge dig op ad et ideal eller en bestemt person, for at få succes og tiltrække kunder.
  2. At forsøge at efterleve de traditionelle måder at drive forretning på, som fokuserer på kvantitet, kapital, effektivitet og positionering på markedet.
    Du tilsidesætter dine personlige værdier og din indre fornemmelse for timing og sætter ikke fokus nok på det, som føles sandt for dig.

Autenticitet og selvværd

Det med at tro, at vi skal være som andre (at vi ikke er gode nok, som vi er), bunder ofte i lavt selvværd, og i programmer i sindet, som vi har taget til os tidligt i livet, typisk i skoletiden og tidlig barndom.

Her må du arbejde med din indre proces og stille og roligt slippe de lag i underbevidstheden, som forhindrer dig i at være den, du er. Både personligt og i din virksomhed.

De to ting er nemlig tæt forbundet som solo selvstændig, og personligheden er et af dine vigtigste kort på hånden

Autenticitet som business model

Den måde, vi driver virksomhed på er i kraftig forandring, og her er det autentiske helt fremme i front.

I den nye tid er du nødt til at skabe balance, så de indre værdier (integritet, etik og helhedssyn) går hånd i hånd med de mere konkrete mål (bundlinje og vækst). Din mission er vigtig, og for at vi kan se og mærke, hvem du er må du stå frem og vise os, hvad du har på hjerte.

Fokus flyttes fra den personlige vinding til ønsket om at hjælpe andre mennesker, at hjælpe miljøet og skabe en bedre verden for os selv og vores børn.

Du flytter samtidig fokus fra resultat til proces, og det er super vigtigt, at du deler din personlige rejse med de mennesker, som er interesserede i dit arbejde. Del hvem du er på de sociale medier, i nyhedsbreve, på din blog og ved personlig kontakt

Fra ego til sjæl

Grundlaget for en autentisk business – og et autentisk liv – er kontakten til din indre kilde, din sjæl, Gud, Universet eller hvad det hedder for dig.

Det er det sted i dig, hvor du mærker at DU bor, og hvorfra inspirationen kan strømme ind i din hverdag.

Ved at fokusere der, flytter du dig væk fra ego-målet om større profit og større omsætning, hvor du sammenligner dig med andre. Du kan sagtens tjene penge, når du flytter fokus til hjertet og prioriterer dine værdier. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Du kan erfare, hvordan din indre proces og din intuitive kontakt til hjerte, sjæl og højere vejledning kan smelte sammen med den helt konkrete, fysiske virkelighed.

Læg mærke til, hvad der sker i dit liv, når du slipper egoet, og viser hvem du er, din sårbarhed, din proces, dine drømme og dine indsigter.

Nøglen til en autentisk business ligger i dit fokus på service og på at dele de værdier og mål, som giver mening for dig på et højere plan. 

Du kan nu åbne gaven: Du skal bare være dig selv. 

Ved fortsat at bruge webstedet accepterer du brugen af cookies.  Læs mere